Bevismidler i sager om markedslejeregulering

Ny højsteretskendelse, kommenteret af Silas Hecht

- Hele dommen kan læses her

Højesteret har tidligere i UfR 2011.151 anført, at en part som udgangspunkt ikke er afskåret fra at fremlægge udtalelser og erklæringer om forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter, der inden sagsanlægget er indhentet hos rådgivere og sagkyndige. Der har længe været en diskussion blandt teoretikere, om det hensigtsmæssige i at tillade dette i sager om markedslejeregulering jf. ELL § 13, stk. 1, men den 3. august 2011 fastslog Højesteret ved en kontroversiel kendelse, at ensidigt indhentede erklæringer skal tillades fremlagt.
Højesteret fastslog endvidere, at det er i orden at sende disse til  skønsmanden, inden han udøver sit skøn. Højesteret begrunder kendelsen med, "at der ikke på forhold er grundlag for på forhånd at antage, at erklæringen i bilag 4 er uden betydning for besvarelsen skønstemaet" og at "der ikke er grundlag for at antage, at erklæringen er egnet til på utilbørlig møde at påvirke besvarelsen af skønstemaet".

Når ensidigt indhentede erklæringer tillades, åbner det uheldigvis op for at snedige advokater kan misbruge denne mulighed, til at gøre skønsmænd de ikke ønsker inhabile, samtidigt med at de kan indhente mange forskellige erklæringer og derefter vælge hvilken/hvilke de sende til skønsmanden og fremlægge for domstolene, uden at fortælle hvor mange erklæringer de har været nødt til at kassere for at få netop det resultat de gerne vil have.